Menneskesyn og arbejdsmetode

Jeg har erfaring med behandling af stress, depression, lav selvværd, tab, sorg og krise, par og familieforhold, psykologisk testning samt supervision, coaching og undervisning.

Gennem flere år har jeg arbejdet med teenagere og unge med udgangspunkt i de unges selvværd, og kan tilbyde teenagercoaching- og terapi. Desuden tilbyder jeg akut stress- og krisebehandling.

Jeg tror på respekten for det unikke og individuelle: Ingen er bare "diagnosekasser", som skal behandles efter en eller anden metode. Alle forstår verden på deres helt særlige måde, og det vigtigste for at kunne arbejde med sine personlige problemstillinger er at have en grundlæggende tillid, fordomsfrihed og åbenhed - ikke mindst fra terapeutens side. Herudover er indsigt essentielt: Forudsætningen for forandring er, at man lærer sine handle-, tanke- og følelsesmønstrer bedre at kende. Derved begynder man langsomt at opdage, hvem man er, hvilket er første skridt mod ændringer.

Grundlæggende er jeg mest optaget af nutiden og fremtiden. Nogle gange kan der ligge lindring og indsigt i at forstå sin fortid, men fokus bør, ifølge min forståelse, være på det, som sker her og nu i livet, og på hvor man gerne vil hen i fremtiden. Jeg fokuserer derfor primært på livet her og nu, og de ting som er svære i din hverdag, så du på den måde kan øge din indsigt i, hvordan og hvornår tingene "kører af sporet". Sammen undersøger vi hvilke tanker og følelser, der er i spil, og et af målene er, at du langsomt opdager, hvorfor du gør, som du gør. Først da kan du begynde at ændre på tingene, eller i hvert fald overveje, hvilke ændringer du ønsker. Beslutter du dig så for forandring, hjælpes vi ad med at finde realistiske mål, og undersøger, hvordan du bedst opnår dem. Vi vil indøve nye strategier, som du kan prøve af i dit liv, og vi vil arbejde med de følelser, som kan være svære at holde ud eller tackle.

 

Herudover fokuserer jeg på ressourcer: Situationer hvor du lykkes med ting, midler og evner, du kan bruge til at opnå forandring, og oplevelsen af, at der er måder at skabe forandring på. Dette handler også om, at motivation er essentiel for forandring, og hvis der skal være motivation, skal der også være tro på, at man kan gøre en forskel.

Jeg tror også grundlæggende på, at mennesker kan mere, end de selv tror. En vigtig del af det at være menneske er, at turde at acceptere hvem man er: Et menneske som alle andre med gode og dårlige sider. Kan man det, tror jeg også nemmere, man kan finde modet til realistiske forandringer og reel vækst.

Jeg er inspireret af en række forskellige retninger indenfor psykologien bl.a. i:

Den kognitive metode
Den eksistentialistiske tilgang
Den Systemiske tilgang
Den Psykodynamiske tilgang

Du er altid meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål på e-mail: info@psykolog-bodilaastrup eller du kan ringe til mig på telefon 6118 9863

De bedste hilsner
Bodil Aastrup

 

Psykolog Bodil Aastrup | Themsvej 45, 8240 Risskov  | Tlf.: 6118 9863 | bodilaastrup@gmail.com